LINGARN

Vores udvalg af lækkert hørgarn finder du i denne kategori. Hør er et skønt materiale, som, udover at give struktur og slidstyrke, bliver smukkere og blødere med alderen. Vi kan tilbyde garn i 100% hør samt blandingsgarn, hvor hør spiller sammen med fx merinould, bomuld (cottolin), polyester eller silke.

BILLIGT HØRGARN ONLINE
Hør er et vidunderligt materiale, som vinder frem i disse år. Det gør det blandt andet pga. hørs gode egenskaber til både tøj, viskestykker og håndklæder. Hør bliver også mere og mere populært, da det er et mindre miljøbelastende alternativ til bomuld. Du kan læse hvorfor i næste afsnit. Hør har en grovere struktur end bomuld, når man mærker garnet i nøgler eller på cones, til gengæld har det den skønne egenskab, at det bliver blødere i brug. Kombineret med en stor slidstyrke, betyder det, at du kan have glæde af dine hørprodukter i ekstra lang tid.
HØRFIBRES EGENSKABER
Hørfibre stammer fra hørplanten, en smuk vækst med blå blomster. Langt det meste hør dyrkes i Europa, hvor det gror uden behov for kunstig vanding, men kun med brug af det regnvand, som falder naturligt. Det er med til at gøre det til en af de mere skånsomme plantefibre rent miljømæssigt. For os der bor i Europa, betyder det også, at hørren ikke skal transporteres så langt – endnu et plus for miljøet 😊

HØR TIL TØJ

Hørfibre er hule. Luften inde i fibrene betyder, at hør isolerer og dermed hjælper med at temperaturregulere. Om sommeren føles hørbukser og hørbluser svale mod huden, og om vinteren luner hør i kraft af den isolerende luft inde i fibrene. Tøj i hør er superbehageligt at have på og ofte værdsat for den smukke struktur i stoffet. Det er nok også en af grundene til, at hør er en af de ældste planter, som har været brugt til at lave tekstiler – også i Danmark, hvor vi historisk har dyrket hør til beklædning og husholdningsbrug.

HØR TIL VISKESTYKKER, KLUDE OG HÅNDKLÆDER

En anden god egenskab ved hør er, at fibrene er relativt lange sammenlignet med eksempelvis bomuld. De lange hørfibre gør, at vand fordeles jævnt ud i stoffet og hjælper dermed til, at det ikke føles plaskvådt på samme måde som fugtig bomuld. Når vandet fordeles, betyder det også, at hørstof tørrer markant hurtigere. Det gør det ekstra velegnet til køkkentekstiler som viskestykker, klude og håndklæder – eller hvad med et lækkert vaflet vævet badehåndklæde 😊
HØRGARN FRA TEKSTILINDUSTRIEN
Det hørgarn, du finder hos Garnspecialisten er reddet fra tekstilindustrien, hvor det er blevet til overs af forskellige årsager. Hørgarnet er af topkvalitet, og du finder ofte både rene hørkvaliteter, det klassiske bomuld-hørgarn (såkaldt cottolin) samt spændende kombinationer af hør/merino, hør/mohair eller hør/silkegarn. Lige gyldigt hvad der falder i din smag og passer til dit projekt, kan du hos os finde hørgarn til de bedste priser. Vi kan sælge billigt hørgarn, fordi vi opkøber det direkte fra fabrikker og spinderier. Det er mere bæredygtigt end ny-produceret garn til hobbybranchen, både for miljøet og din pengepung.

Skroll til toppen